Flæskesteg – en god spise i december

I december er kamsteg – ovnklar svinekam – ofte på tilbud. De øvrige måneder får man ofte ikke så meget af denne gode spise. Derfor vil jeg her nedskrive, hvordan jeg gjorde sidste gang, så jeg ikke begår de samme dumheder næste gang…

En vigtig ting, jeg vil huske, er ikke at hælde for meget vand i bradepanden. Så kan det nemlig komme til at skvulpe slemt, når man tager den ud af ovnen. Og det er jo en meget fedtfyldt blanding, man helst ikke vil have ud over det hele.

Det kan også være, jeg vil anskaffe en særlig dyb bradepande. Så er der plads til mere vand, som kan dække grønsagerne, så de ikke forkuller i løbet af stegningen. Det kan jo ikke være sundt. Altså: en god bradepande er dyb og kan rumme en del vand.

Jeg vil også huske at købe et nyt stegetermometer, som er lettere at aflæse.

Dette stegetermometer vil jeg stikke i stegen, så det ikke rager så meget op, at det er svært af få stegen ud af ovnen igen.

Jeg vil også huske at finde brugsvejledningen til min nye ovn frem, så jeg har den i det mindste til næste års jul. Hvis det er en ordentlig brugsvejledning, står der nok, hvordan sværen bliver sprød… Eller nej, det er jo et udenlandsk komfur, Gorenje, så de kender nok ikke denne danske tradition…

Nå, men i forgårs, hvor jeg stegte to gange 1,2 kg kamsteg, gjorde jeg således:

kl. 11:00  Bradepande fyldes med en passende mængde koldt vand og laurbærblade, gulerødder og persillerødder i små stykker kommes i for at give sovsen smag. Med en gaffel åbnes rillerne i sværen og fint salt drysses i. Laurbærblade og hele nelliker sættes evt. ned hist og her i rillerne. Dette gøres mens stegen stadig står nede i den plastbakke, som Kvickly bruger. Det er meget bedre end når stegen er viklet ind i ti lag plastfolie. Tak også til Kvickly for at levere en ovnklar steg, som er vel ridset!

kl. 11:30 Bradepanden med de to flæskestege sættes i ovnen. Om nødvendigt hæves lavtliggende dele af stegen med en skrællet kartoffel i passende størrelse eller med sammenrullet stanniol, så sværen ligger i nogenlunde samme højde over det hele. Stegningen begynder blidt ved 90 grader almindelig ovnvarme.

kl. 12:00 Stegetemperaturen hæves til 100 grader. Jeg går på shopping. Mangler pænt tøj til både jul og nytår. Heldigvis er der mange gode tilbud. Også et par sko bliver det til. To andre par sko, som også er pæne, har de ikke i min størrelse. Øv. Fields har dem ikke. Heller ikke Fisketorvet…  Vi har den 20. december, så der er stadig tid nok til at finde de sidste julegaver. Og efter jul plejer der at være udsalg. Dejligt at der også er det at glæde sig til…

kl. 17:00 Hjemme igen. Stegen ser ret fersk ud. Er den mon gennemstegt? Temperaturen hæves til 250 grader. Hurtigt begynder siderne at blive brunede og sværen bobler pænt op – især på den højeste af de to stege. Fedtet drypper lystigt ned i bradepanden og dampen står op fra komfurets udluftningskanaler bagtil. Temperaturen sænkes til 200 grader. Siderne skal jo ikke brankes og stegene skal ikke være tørre.

kl. 18:00 Stegene tages ud af ovnen. Stegetermometeret viser over 90 grader, så de har fået mere stegetid, end de behøvede. Men takket være den nænsomme langtidsstegning, er de ikke tørre. Sværen er flot på den store steg, men på den mindre steg er en del af sværen ikke boblet op. Det er også nemt at skære den store steg. Den anden steg fryses ned, så den senere kan blive varmet op og forhåbentlig få sprød svær.

Næste gang vil jeg prøve at bruge varmluft i forbindelse med efterbruningen for at få en bedre varmefordeling. Det kan også være, at jeg helt vil undgå at efterbrune ved høj temperatur, men vil lade det være rigtig langtidsstegning ved max. 130 grader. Det er det sundeste, hvorved man undgår skadelige stegemutagener.

Skyen hældes igennem en si ned i den gryde, hvori der skal laves sovs. Herefter hældes den i en sovseskiller, som er en gennemsigtig kande. Øverst lægger fedtet sig. Det hældes fra. Hvis ikke man har denne specielle kande, kan man på anden vis fjerne fedtet, fx med en ske eller en særlig glaspipette til at suge det væk med. Tilbage er den gode sky, som så hældes tilbage i sovsegryden, hvor den danner basis for den gode sovs. Den blev spædet op med vand, tilsat en svinebouillonterning, masser af peber, jævning samt lidt ribsgele.

kl. 18:30 Dejligt med gris på gaflen efter en god shoppetur. Tilbehør: kogte kartofler, sukkerbrunede kartofler af kartofler fra dagen før, Herregårdsrødkål fra Beauvais, anbefalet af Go´ Morgen Danmarks smagspanel og så den gode sovs.

PS

Jeg vil ikke generelt anbefale, at man tager på shoppetur mens man laver flæskesteg. Men langtidsstegning vil jeg gerne anbefale. Det gør madlavning mindre stresset fordi man kan sætte stegen i ovnen når det bedst passer og om fornødent fremskynde stegningen ved at hæve temperaturen, hvis det bliver nødvendigt. Men følger man anvisningerne på emballagen, kan man let få problemer med at få kødet gennemstegt. Det er i hvert fald min erfaring.

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!